Barselsvikariat som bibliotekar på Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken
Vi søger en bibliotekar til et barselsvikariat på Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken.
Arbejdsområder
- Publikumsbetjening
- Udarbejde formidlingsprofil efter genåbningen af Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken
- Deltage i samarbejdsprojekter med lokale institutioner
- Indgå i forskellige aktiviteter: PC-hjælp, lektiehjælp, kreativt værksted, Netværk for Unge Kvinder, Familienetværk, legepatrulje osv.
Profil
- Du er uddannet bibliotekar eller cand. scient. bibl.
- Du brænder for at sætte din bibliotekariske faglighed i spil på nye måder og i nye sammenhænge
- Du er opsøgende og udadvendt, og kan altid se en mulighed
- Du kan lide en travl hverdag og er god til at bevare overblikket
- Du har eventuelt erfaring med at arbejde med frivillige eller har selv været frivillig
- Du må gerne være nyuddannet, og det er en fordel, hvis du har en faglig profil inden for borgerinddragelse, medborgerskab, relationsarbejde og / eller mangfoldighed
Det daglige arbejde
Med det formål at forbedre de fysiske rammer for aktiviteterne og skabe nye muligheder for biblioteksformidlingen i det fysiske rum, er biblioteket lige blevet renoveret. Hverdagen i det nye biblioteksrum vil være præget af forskellige udviklingstiltag, blandt andet arbejde med værtsskab og en ny værksteds- og caféfunktion. Dit daglige arbejde vil derfor bestå i både at indgå i traditionel biblioteksformidling / betjening og være vært for stedets mange aktiviteter. Det kræver, at du er god til at bevare overblikket og kan lide at arbejde i en til tider hektisk atmosfære. Til gengæld tilbyder vi en stilling, hvor der er rig mulighed for at afprøve nye idéer med formidling og få erfaring med udvikling af samarbejdsprojekter med blandt andre den lokale skole og lokale daginstitutioner.
Du vil blive del af en mindre personalegruppe med forskellige fagligheder og det forventes således, at du er god til at sætte din faglighed i spil i forhold til andre fagområder. Desuden arbejder vi meget på tværs af traditionelle faggrænser og alle skal være indstillede på at indgå i stedets daglige drift.
Om Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken
Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken er placeret i et mangfoldigt boligområde i Albertslund og er del af et nationalt tiltag under Styrelsen for Bibliotek og Medier, hvor biblioteker i udsatte boligområder udvikles til at være såkaldte medborgercentre. Biblioteket har således de seneste tre år undergået en gennemgribende udvikling, hvor mange nye aktiviteter og netværk er blevet etableret.
Personalet på Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken arbejder målrettet med borgerinddragelse og frivillighed, hvorfor en del lokale borgere er tilknyttet stedet som frivillige, aktivitetsmedarbejdere og ambassadører. Det er derfor vigtigt, at du er åben for forskellighed og har lyst til at arbejde sammen med mange forskellige mennesker.
Ansættelse og løn
Vikariatet er på 30 timer og løber frem til udgangen af februar 2013. Du skal være indstillet på fast aften- og weekendarbejde. Du vil blive ansat efter gældende overenskomst, og din løn vil blive aftalt i henhold til principperne for Ny Løn.
Albertslund Kommune søger ved ansættelser at fremme ligelig kønsfordeling og etnisk ligestilling.
Øvrige oplysninger
Stillingen ønskes besat snarest muligt, og du kan få mere at vide om stillingen af teamleder Katrine Winther Adelsparre, tlf. 20 25 73 84 og udviklingsmedarbejder Marie Carlsen Ravnmark, tlf. 26 37 80 53.
Ansøgningen
Ansøgning og bilag sender du til bib@albertslundbib.dk mærket ”ansøgning – vikariat Hedemarken” i emnefeltet. Vi skal have ansøgningen senest søndag den 29. januar. Samtaler vil blive afholdt tirsdag den 31. januar og onsdag den 1. februar.
Læs mere om Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken i profilbrochuren: http://www.albertslundbibliotek.dk/publikationer_filer/hdm_profilbrochure.pdf
Læs mere om Albertslund Kommune på www.albertslund.dk