Vi har alt fra rock til country til jazz til opera og alt derimellem. Er sikker på Lou Reed elsker biblioteker.
Det er allerede længe siden Marco skrev om sine favoritter og vi er nu godt inde i 2012, men her er så omsider mit bud på årets bedste udgivelser i 2011. Der ligger mange skønne timers musik i nedenstående titler.
Bon Iver: Bon Iver
Smukke melankolske sange med Justin Vernons særegne falset som omdrejningspunkt. Betydeligt mere bandorienteret i forhold til den roste debut For Emma, Forever Ago og i langt højere grad fokus på lydflader og produktion. Det er der kommet et underskønt album ud af.
Jakob Bro: Time
Den danske jazzguitarist Jakob Bro fortsætter, hvor han slap med forrige album Balladeering og stadig med en meget stærk kvartet. Denne gang med af Bill Frisell, Thomas Morgen og Lee Konitz. At lytte til Time er som at blive taget i hånden og ledt hen til et trygt og rart sted, hvor tiden flyder langsomt at sted. Smukke ambiente klangflader med Lee Konitz sørgmodige saxofon som den helt store oplevelse.
Kate Bush: 50 Words for Snow
Som Kate Bush-fan er man ikke ligefrem forvænt med nye udgivelser, men desto større er glæden, når det endelig udkommer nyt. Jeg blev glad da jeg første gang lyttede til 50 Words For Snow. Rigtig glad. Albummet er af akkurat så høj kvalitet som man kunne forvente, og hendes univers er præcis lige så fantasifuldt som det plejer at være, og stadig er der noget nyt at hente, stadig udvikler hun sig som kunstner. Især første halvdel af albummet med lutter klaverbårne og nærmest meditative numre er helt fortryllende.
Bill Callahan: Apocalypse
En af rockens sprødeste stemmer portrætterer Amerika på dette fremragende album. Poetiske og skarpt observerende tekster tilsat en befriende tør humor. “Yeah one thing about this wild, wild country
/It takes a strong, strong/It breaks a strong, strong mind” fra albummets bedste nummer Drover.
Feist: Metals
Virkelig rar blanding af pop, rock, folk og en knivspids blues. Det største aktiv er Leslie Feist’ stemme, der både kan være tindrende klar og lille og skrøbelig. En samling afdæmpede og blide numre, der indimellem brydes af mere udadvendte numre med med blæsere og strygere og masser af kor.
PJ Harvey: Let England Shake
Måske hendes bedste album i hele karrieren. På alle måder en stærk og modig udgivelse om hendes forhold til hjemlandet England, om krigens væsen og soldatens skæbne. Umuligt at undgå at blive berørt af. Musikken veksler meget, lige fra skæve rocksange til stille folkballader.
Tinariwen: Tassili
Min favorit tuareggruppe tør jeg godt sige. Gruppen har de senere år fået status som vaskeægte verdensmusikstjerner og spiller på scener rundt omkring i hele verden. Stenet og hypnotisk ørkenrock indspillet i den algierske ørken. Her i en mere akustisk udgave end vanlig. Gruppen skulle være en kæmpe oplevelse live, og i foråret er der mulighed for at opleve dem igen når de giver koncert i Lille Vega den 23. april.
Tom Waits: Bad As Me
Manden udgiver jo aldrig et dårligt album, og her er alt hvad der skal være på en Tom Waits udgivelse. Alt fra vilde numre med Waits karakteristiske desperate gravrøst til skrøbelige smukke ballader.
Abigail Washburn: City of Refuge
Et noget overset album trods flotte anmeldelser over hele linjen, da det udkom. Den amerikanske singer/songwriter Abigail Washburn spiller banjo og har fuldstændig styr på den amerikanske folktradition men besidder samtidig en åbenhed overfor andre genrer, f.eks. er der inspiration fra Asien at spore på albummet. Velkendt og eksotisk på samme tid. Altid dejligt når musikere tør gå nye veje, og Abigail Washburn gør det med stor succes.
Gillian Welch: The Harrow & The Harvest
Det er otte år siden Gillian Welch og guitaristen David Rawlings sidst udsendte et album, og de har sandelig brugt tiden godt. The Harrow & The Harvest er fyldt med folk- og countryperler. Welch og Rawlings er et formidabelt makkerpar, der sammen har skabt et helt særligt musikalsk univers fyldt med smukke vokalharmonier og eminent guitarspil.
Gruppen tage også prisen for årets bedste koncert. En helt uforglemmelig aften på Det Kongelige Teaters gamle scene.
Andre gode:
Bonnie Prince Billy: Wolfroy Goes to Town
Fleet Foxes: Helplessness Blues
The Unthanks: Last
Jonathan Wilson: Gentle Spirit
Lucinda Williams: Blessed
Sarah Jarosz: Follow Me Down
Tim Hecker: Ravedeath, 1972
Kurt Vile: Smoke Ring For My Halo
The Field: Looping State of Mind
Boubacar Traore: Mali Denhou
Melankolske, inderlige og ekstremt smukke sange, der lægger sig midt imellem Portishead og traditionel indierock. Så kort kan det amerikanske band Devics beskrives. Undertegnede havde den store glæde at opdage dem, da de spillede sammen med et af den sublime amerikanske guitarist Geoff Farina’s mange bands, Karate, på Loppen i København for snart mange år siden. Det skulle hurtigt vise sig at Devics skulle stjæle showet totalt den aften.
Før den aften havde jeg aldrig hørt om Devics, og var generelt ret uimponeret over indie-scenen generelt. Derfor var det også med stor sindsro at jeg betragtede Devics indtage den lave scene på Loppen. Med en lidt ligegyldig holdning koncentrerede jeg mig mest om min økologiske Thy pilsner og om mine venner der var med til koncerten. Men så åbnede sangerinden Sara Lov munden og Devics begyndte at spille. Herfra var der ikke nogen vej tilbage. Scenen på Loppen var pludselig transformeret til et lille, hyggeligt og enormt smukt sted, hvorfra der flød de mest sublime, melankolske sange i en lind strøm der var så overbevisende, at min Thy øl fik lov til at blive både håndvarm og flad, uden at det rørte mig det mindste.
Devics kan nemlig noget, og de formår at blande elementer af traditionel indierock med små elektroniske indfald der, som tidligere nævnt leder tankerne hen på blandt andet Portishead, en sammenligning der, i min bog, absolut ikke er negativ.
Herfra skal lyde en dybfølt opfordring til at give Devics fantastiske plade The stars at Saint Andrea et lyt.
Tassili hedder det seneste album fra den afrikanske gruppe Tinariwen, der spiller en helt særlig stenet og hypnotisk ørkenblues. Gruppens medlemmer er tuareger og stammer fra den sydlige del af Sahara, der hører under Mali.
Albummet er en glimrende introduktion til gruppens både tilbagelænede og intense repetive musik. Lyt med det samme også til det fremragende foregående album Imidiwan.
Tassili er indspillet i et stenørkenområde i Algeriet, et smukt og barskt landskab. Det er lavet en meget stemningsfuld og smuk video om indspilningerne. Snyd ikke dig selv for den.
Tinariwen: Tassili
Lån cd’en
Lyt på Spotify
Tinariwen: Imidiwan
Lån cd’en
Lyt på Spotify
Alle elsker historien om mønsterbryderen. Og mønsterbryder er netop hvad den selvlærte amerikanske sanger og kontrabasist Esperanza Spalding er. Født i 1984 voksede hun op i ghettoen i Portland, Oregon i USA, hvor hendes mor opfostrede hende og hendes bror alene i en lille lejlighed.
Spalding var dog født med musik i årerne, og det skulle ikke tage mere end fem år før det gav sig til kende. I en alder af blot fem år havde hun lært sig selv at spille violin, og spillede allerede da med Chamber Music Society of Oregon. Ti år senere forlod hun orkestret som koncertmester. I mellemtiden, da Esperanza var omkring otte år gammel, studerede hendes mor en kort overgang jazzguitar hos en professionel underviser, og her tog Esperanza ofte med.
Som hun selv forklarer det, sad hun tit under underviserens klaver, og når de kom hjem, kunne hun spille de stykker som underviseren havde forsøgt at lære hendes mor. Da hun, i high school opdagede kontrabassen, kunne hun allerede spille violin, guitar, obo og klarinet. Det var derfor ikke nogen overraskelse at hun fandt den prestigiøse The Northwest Academy of Performing Arts kedelig og alt for let.
Der kan skrives mangt og meget om den helt særlige type musiker som Esperanza Spalding er, og ord som musisk geni, der normalt ikke bør bruges for frit, passer sangerinden, der i øvrigt synger på både engelsk, spansk og portugisisk, som hånd i handske. Det er en hver jazzelsker forundt at lægge øre til hendes fantastiske nummer “Cuerpo y alma (Body and soul)”:
Da Barack Obama modtog Nobels Fredspris, foreskriver traditionen at modtageren får lov til at ønske en bestemt kunstner til at optræde ved ceremonien, og her faldt valget på Esperanza Spalding. Den optræden kan man se en video fra her:
Slutteligt er her en optræden hvor Esperanza er alene med sin kontrabas. Der kan ikke skrives nok rosende ord om denne fantastiske musiker, og husk lige på folkens, at hun ikke engang er fyldt 30 endnu. Det er en fryd at tænke på hvad fremtiden kan bringe os fra hendes hånd.
Navnet Dungen vil nok vække en snert af genkendelse hos de fleste. Det svenske psykedelikaband har eksisteret siden 1999, har udgivet syv albums og spillet i Danmark en del gange. Det er dog ikke dem det skal handle om denne gang, men snarere bassist Mattias Gustavsson’s sideprojekt Life on Earth.
Selvom Dungen har tendenser til psykedeliske udladninger er de solidt plantet i en tradition der bygger på ingredienser fra rocken. Det er dog kastet over bord i Life on Earth, der ligger i spændingsfeltet imellem rene psykedeliske udflip og hørbar folk. Resultatet er fantastisk.
Det er Mattias Gustavsson til venstrePå pladen “Look!! There’s life on Earth” serveres 11 små perler af legesyg folk, med tydelige nordiske undertoner, krydret med godt med skæve indfald.
Jeg kunne fortsætte længe med at prise denne herlige plade, men jeg vil lukke her og lade musikken tale for sig selv med disse tre dejlige numre:
God lyttelyst.
I en tid hvor sand originalitet er en sjældenhed i musikken, og hvor de fleste genrer og genreeksperimenter, til en vis grad, er prøvet før er det virkeligt unikke band en sjælden oplevelse. En af disse er den canadiske post-rock mastodont Godspeed You! Black Emperor (og ja, det er meningen at udråbstegnet skal være der). Da jeg selv i sin tid købte min første cd med GY!BE (med den korte og mundrette titel “Lift your skinny fists like antennas to heaven”) havde jeg aldrig hørt, hverken dem, eller genren før. Derfor blev jeg noget overrasket da jeg satte den første af de to cd’er i maskinen kun for at finde ud af at den rummede to numre, og havde en sammenlagt spilletid på omkring 45 minutter…
Så var scenen ligesom sat. Med alt lyset slukket i min lejlighed lagde jeg mig ned, lukkede øjnene og lod musikken spille. 22 minutter og 32 sekunder senere var mit liv forandret en lille smule. Aldrig i mit liv havde jeg hørt et band spille på den måde før, og min umiddelbare association ledte tankerne hen på klassisk musik. Langsomt og forsigtigt var nummeret blevet bygget op med spæde guitarer, blæsere og dernæst strygere, indtil det klimaksede i en sand kakofoni af støj, der gav mig fornemmelsen af at stå midt i en rasende storm. Sådan bølgede, eller pulserede, numrene, vekslende imellem det store, episke og voldsomme, og det stille, afslappende og nærmest melankolske, men altid smukt som intet andet musik jeg havde hørt før. Der var ikke noget at gøre, jeg var forelsket.
Jeg skal her undlade at komme med en omfattende redegørelse for GY!BE’s historie og medlemmer, den kan man finde her. I stedet vil jeg, på det aller varmeste anbefale nysgerrige musikelskere at unde sig selv den store oplevelse det er at høre dette enestående band.
Her kommer et par numre og vi starter med det omtalte nummer, kaldet “Storm”:
Og her den fabelagtige åbner fra deres første plade “F# A# ∞”, “Dead flag blues”:
Slutteligt, deres måske bedste nummer “BBF3″ fra pladen “Slow riot for a new zero Kanada”. Nummeret topper efter 12 minutter og 5 sekunder, og jeg får stadig gåsehud hver gang jeg hører det:
Åben dine ører og dit sind, og så god lyttelyst herfra.
I kølvandet på udgivelsen af Peter Øvig Knudsens bog “Hippie” er nogle af de danske hippiebands fra 60′erne og 70′erne blevet fundet frem og støvet af igen, og tak da for det. Der er meget godt at komme efter ved at undersøge den danske hippiebevægelses kulturelle udgydelser fra den periode.
Desværre er de bands og kunstnere man kender til i dag kun toppen af isbjerget. I en tid før internet, Facebook, Spotify, Bandcamp og så videre kunne bands ikke i samme omfang indspille deres plade og bruge nettet som en platform til at promovere sig selv, uden om de etablerede pladeselskaber. Det betød at mange gode bands fra den periode blev dannet og opløst uden nogensinde at sætte deres musikalske fingeraftryk på tiden. Og det er synd, for der var faktisk mange gode bands. Et af dem var et ensemble med det mundrette navn De Sydfynske Alpedrenge.
Øboerne indspillede i 1973-74 pladen “Solskinsliv” på Odense Slot, og så blev det sådan set ved det. Ingen pladeselskaber interesserede sig for alpedrengenes flydende psykedeliske folk der hovedsageligt var indspillet på akustiske instrumenter. Musisk set var der hentet inspiration hos Bob Dylan, Niel Young og Ritchie Havens, selvom fynboerne havde et lidt mere eksperimenterende tag på genren end deres inspirationskilder.
Det skulle tage intet mindre end 30 år, et par revolutioner, både politisk og socialt, og en hulens masse musik, før nogen for alvor interesserede sig nok for alpedrengenes musik til at ville udgive det. Morten Aron, der selv er musiker og gør sig i variationer af psykedelisk musik (nogen vil måske kende ham fra samarbejdet med Baby Woodrose frontmanden Lorenzo Woodrose, i bandet Spids Nøgenhat), var på daværende tidspunkt i gang med at grave de glemte bands fra 60′erne og 70′erne frem. Dem udgav han på sit eget pladeselskab Orpheus Records, og samme skæbne skulle overgå De Sydfynske Alpedrenge.
I 2005, 32 år efter indspilningerne udkom pladen “Solskinsliv” så, tro imod tidsånden, på vinyl, og i den forbindelse blev bandet kortvarrigt gendannet.
Herfra skal lyde en varmhjertet opfordring til at give denne dejlige plade en tur i ørebøfferne, både hvis genren er ny for dig, og måske især hvis du hører til blandt de der har oplevet hippiebevægelsens opblomstring i Danmark, og måske aldrig har hørt om De Sydfynske Alpedrenge før nu.
Afslutningsvis kan vi, til sammenligning, se det ovenstående billede, som det tog sig ud i Svanninge Bakker, maj 1973. God lyttelyst.
Digger Barnes er stort set ukendt herhjemme, og det er faktisk synd, for den ranglede tysker, med det tynde overskæg har en ualmindeligt sikker hånd, både når det handler om at skrive sange og om at spille guitar. Han har indtil videre kun begået en enkelt plade i fuld længde og et par EP’er, men niveauet er konsistent og højt hele vejen igennem.
Pladen “Time has come” fra 2009 cementerede i løbet af ingen tid sin plads på listen over årets bedste udgivelser hos undertegnede. Her viser Digger sin kvalitet som sangskriver, og lader numrene veksle ubesværet imellem dystre, nærmest ildevarslende hymner om vanvid, død og dommedag, som for eksempel “Jim” og “Everybody run” og lettere, og tilnærmelsesvis glade numre som “Old brown shoes” og “The river” der oser af erfaring, og af, hvad der lyder som år, tilbragt på landevejen.
Det er få kunstnere der formår at balancer to tematiske yderpunkter som disse på så fin en måde som Digger Barnes gør det, og det er endnu færre der er i stand til at få det til at lyde så hamrende godt som han gør.
Når han spiller live, foregår det alene på scenen med en guitar og en stortromme, og ganske ofte akkompagneret af kunstneren Pencil Quincy der ud over at lave covers til Diggers plader, også har begået ovenstående (meget vellignende) portræt. Quincy’s bidrag til scene showet er visuelle effekter af varierende karakter der ruller afsted bag Digger, og forstærker følelsen af at være “on the road”. Ofte er koncerterne gennemsyret af Digger’s evner som fortæller og her bindes sangene og de visuelle effekter sammen til en historie.
Pencil Quincy har også begået den følgende, smukke lille video til Digger’s nummer “Same old game”. Digger Barnes er hermed anbefalet.
Som den erfarne musiklytter nok hurtigt vil gennemskue, hvis da ikke navnet vækker genklang, er der tale om indierock, den strømlignede og kommercielle rocks krøllede fætter. Neutral Milk Hotel rager dog lidt op over mængden i førnævnte genre. De var nemlig med til at forme den helt fra starten i de tidlige 1990′ere.
Dette indlægs ærinde er en anbefaling af deres sidste plade “In the aeroplane over the sea” fra 1998, der forlængst har cementeret sin status som en klassiker.
Som med så meget andet stor kunst fik ”In the aeroplane over the sea” en blandet modtagelse. Sjovt nok var det den ikoniske forsanger Jeff Mangum’s vokal der delte vandene. Nogle mente at han pressede sin stemme til et punkt hvor al følelse og intonation blev mast, andre at netop den måde at synge på stod perfekt til musikken.
Tematisk, går der rygter om, at hele pladen skulle handle om/være dedikeret til Anne Frank (du ved, hende med dagbogen) men bandet selv har aldrig sagt det ligeud. Musisk set har vi at gøre med “tidstypisk” men alligevel alternativt og (dengang) ganske unikt lydende rock fra starten af halvfemserne, tilsat en god omgang folk og instrumenter der på daværende tidspunkt ikke havde hjemme i almindelig rock.
Så næste gang du, til et middagsselskab, skal gøre dig klog på indierockens historie, så kan du roligt udbrede dig om Neutral Milk Hotel.
