Det Klassiske Hjørne

Joseph Haydn (1732-1809) tilbragte en stor del af sit liv som kapelmester og hofkomponist for den musikglade  ungarske fyrstefamilie Esterházy. Hoffet residerede dels i Eisenstadt udenfor Wien, dels (og mere og mere) på slottet Eszterháza i Ungarn. Fyrsten var en krævende arbejdsgiver  -  herom vidner Haydns enorme produktion, som han var kontraktligt forpligtet til at levere. På den anden side vidste Haydn godt, at det afsondrede liv uden påvirkning fra den øvrige musikverden gav ham en enestående chance for at udvikle sig på egne præmisser. Han var – sagde han selv – “tvunget til at blive original”.  Årene hos Esterházy  gjorde ham til det, han blev: symfoniens, strygekvartettens og sonateformens fader, den første af de tre store Wienerklassikere: Haydn, Mozart og Beethoven.

Ved siden af de kunstneriske opgaver havde Haydn også en del administrative pligter. Bl.a. var han personalechef for musikerne i fyrstens orkester, et hverv, som han varetog med både humor og venlighed. Derom vidner denne episode:

Musikerne var hjemmehørende i Eisenstadt, hvor de boede med deres familier. Men så snart sommersæsonen startede, var de forpligtede til at indfinde sig på Eszterháza, uden koner og børn vel at mærke. Dem var der ikke plads til, mente fyrsten. Hele sommeren havde de altså ingen kontakt med deres familie. I 1772 havde fyrst Esterházy ualmindeligt svært ved at afslutte sæsonen. Det var efterhånden blevet efterår. Musikerne blev utålmodige og bad Haydn om hjælp til gøre fyrsten forståeligt, hvordan de havde det. Det gjorde Haydn på en utraditionel måde.

Til næste koncert havde Haydn en ny symfoni klar. Den må allerede fra begyndelsen have virket ildevarslende på tilhørerne med sin mol-toneart og dissonanser. Det var ikke den Haydn, de kendte. Men Haydn havde endnu en overrraskelse indarbejdet i partituret.  En efter en eller parvis blev musikerne efterhånden skrevet ud, så i løbet af sidste sats skete det ganske uhørte, at den ene efter den anden af musikerne rejste sig, pustede sit lys ved nodepulten ud og forlod salen. Til sidst lå salen næsten hen i mørke. Kun to violinister var tilbage, Haydn selv og koncertmesteren. Snart hørte deres vekselsang også op, og de forsvandt som skygger langs væggen. Man kan forestille sig, at Haydn ikke har været helt tryg ved tanken om sin arbejdsgivers reaktion. Men netop som han var ved at liste af sted, mærkede han fyrstens hånd på sin skulder. “Min kære Haydn! Jeg har forstået. Musikerne længes hjem. Godt! I morgen pakker vi sammen.”

Om historien er sand eller en anekdote, strides de lærde stadig om, men at Haydns symfoni nr. 45  er gået over i historien som Afskedssymfonien, er i hvert fald en kendsgerning.

Jeg vil også sige farvel.  Den 31. august slukker jeg ligeledes lyset på mit skrivebord og går på pension, så dette bliver det sidste indlæg i “Det klassiske hjørne” fra min side. Jeg vil savne alle jer lånere, som jeg for manges vedkommende har kendt i alle mine næsten 35 år på Albertslund Bibliotek. I har hver for sig bidraget til, at jeg har haft et dejligt og interessant arbejdsliv. Hav det godt, alle sammen.

Lån Afskedssymfonien.

Se symfoniens finale på YouTube: http://www.youtube.com/watch?v=vfdZFduvh4w

Det kan være lidt svært at forholde sig til nye indspilninger af værker, man kender så godt, at man nærmest kan afspille dem i sit hoved, helt uden tekniske hjælpemidler. Man har sine favoritindspilninger, ved lige nøjagtig, hvordan de skal lyde, så det kan næsten kun gå galt. Men omvendt kan man også opleve, at man pludselig synes, man hører et gammelkendt værk for første gang. Sådan havde jeg det, da jeg hørte Vassily Primakovs nye Schubert-cd, hvor han spiller et udvalg af impromptus afvekslende med valse og Ländler, dansemelodier, som Schubert skrev et utal af og her arrangeret i suiter, dels af Primakov selv, dels af hans tidligere lærer Vera Gornostaeva. Her var et klaverspil så teknisk overlegent, at jeg næppe troede mine egne ører, men samtidig helt uden manerer og fuldt af poesi, udelukkende båret af en dyb kærlighed til Schuberts musik. Da måtte jeg trods alt overgive mig!

Den unge russiske pianist Vassily Primakov dukkede pludselig op for et par år siden med den ene velanmeldte  indspilning efter den anden. I begyndelsen var det Chopin, siden kom andre komponister til, og det stod med det samme klart, at vi her havde at gøre med en pianist i verdensklasse. Han er en af de pianister, der rører tilhøreren helt ind i hjertet, fordi det er komponisten, ikke pianisten, der er i centrum. Hans indlevelse i musikken er helt suveræn, og han har råd til det, for han  behøver tilsyneladende ikke bekymre sig om tangenterne. Han spiller, som var det den letteste sag af verden – og det er det jo på ingen måde!

Mange af Vassily Primakovs indspilninger er lavet i Odense Koncerthus, både solo og sammen  med Odense Symfoniorkester. Der må være en særlig kemi mellem Primakov og Odense Symfoniorkester, for bekendtskabet er nu resulteret i en aftale om sammen at indspille alle Mozarts klaverkoncerter med den herhjemme ret ukendte Scott Yoo som dirigent. Den første (dobbelt)cd udkom sidst på året 2010 og indeholder nogle af de rigtig “store” koncerter. Normalt har jeg det ikke så godt med Mozart, men denne cd har jeg hørt med stor fornøjelse  – flere gange endda. Større kompliment kan jeg ikke give Vassily Primakov.

Vi har købt de fleste af Primakovs cd’er på Albertslund bibliotek, men desværre lånes de ikke meget ud, så jeg kan lige så godt tilstå, at dette indlæg er en skjult reklame. De ser måske ikke så spektakulære ud, men man skal ikke skue cd’en på coveret. Under det gemmer sig stor kunst, som det vil være synd at snyde sig selv for.

Lån cd’er med Vassily Primakov

For nylig udkom Antonio Pappanos pragtindspilning af Rossinis Stabat mater med en perlerække af operaens stjerner i solistpartierne: Anna Netrebko, Joyce DiDonato m.fl.  Ifølge The Gramophone’s anmelder den første mindeværdige indspilning af dette værk nogensinde. Uden at have hørt alle de andre tror jeg ham gerne. Det inspirerede mig til at dykke lidt ned i Rossinis historie – efter operaerne.

Gioacchino Rossini (1792-1868) kender vi frem for alt som operakomponist - og ikke uden grund, for operaerne udgør størstedelen af hans produktion. 39 operaer blev det til i løbet af 19 år. I sine mest produktive perioder skrev han omtrent en opera hver anden måned, så det er klart, at der ikke blev tid til meget andet. Det havde han i øvrigt heller ikke den store lyst til. Han skrev nemlig ikke kun ud fra en kunstnerisk skabertrang, men lige så meget for at tjene penge. Dette taget i betragtning er det forbløffende, at han faktisk fik skrevet nogle af de bedste operaer, der nogensinde er skrevet. Især hans operaer i opera buffo-genren ( “den komiske opera”)  indeholder uopslidelige ørehængere, som enhver kan synge med på –  med Barberen i Sevilla  som  den mest kendte. Ouverturerne til operaerne er ofte afsluttede mesterværker i sig selv, som har overlevet selv mindre bemærkelsesværdige operaer.

Efter nogle år ved forskellige italienske operahuse slog Rossini sig i 1824 ned i Paris. Her oplevede han højdepunktet af sin karriere: kontrakt med Pariseroperaen og en livsvarig statspension.

Men februarrevolutionen i 1830 vendte op og ned på Rossinis veletablerede tilværelse. Kongen blev afsat, og Rossini blev betragtet som så tæt forbundet med det gamle styre, at han ikke længere var velset ved operaen. Samtidig måtte han gennem langvarige og opslidende retssager for at beholde den tilkendte pension. På dette tidspunkt begyndte også de både fysiske og psykiske sygdomme, der skulle plage ham de næste årtier. Skuffet og deprimeret vendte han hjem til Italien.

Endnu næsten 40 år havde Rossini tilbage at leve i. Men han havde komponeret sin sidste opera, ja, omtrent det sidste af alting. Hvorfor han holdt op at komponere, vides ikke. Måske var det en bevidst beslutning, måske blev det bare sådan.  Han levede godt af sin pension og  indtægterne fra sine operaer, så der var ingen økonomisk motivation længere. På sine ældre dage skrev han dog nogle sange og småstykker, som han ironisk omtalte som sine ”alderdomssynder”, og det kan måske tyde på, at det var en principiel beslutning, som han nu var kommet til at forsynde sig imod.

Heldigvis tog han sig i 1841 sammen til at færdiggøre sit Stabat mater, et bestillingsværk, som han modvilligt havde påbegyndt 10 år tidligere, men ikke orkede at fuldføre dengang. Han måtte have en af sine venner, Giovanni Tadoli til at komponere de manglende dele, men det var der ingen, der vidste eller lagde mærke til den ene gang, værket blev opført. Værket endte med at blive en gave med den klausul, at det ikke måtte publiceres eller sælges. Efter modtagerens død blev manuskriptet stik mod alle aftaler solgt og dukkede op i Paris, hvor Rossini blev bedt om tilladelse til, at det blev opført. Nu var gode råd dyre! Tadolis bidrag var jo ikke, som Rossini selv ville have skrevet dem.  Rasende over kontraktbruddet og skrækslagen ved udsigten til afsløringen af det dobbelte komponistskab besluttede han at revidere værket og skrive sine egne udgaver af Tadolis satser. Og således gik det til, at Stabat mater af Rossini - og kun Rossini -i 1842 kunne opføres for et begejstret publikum,  først i Paris og senere i Bologna med selveste Donizetti på dirigentpodiet.

Det middelalderlige digt Stabat mater  om Jesu sørgende moder under korset er sat i musik utallige gange, lige siden det blev skrevet i 1300-tallet. Det er ofte blevet påpeget, at Rossinis udgave lyder mere som en opera end et kirkeligt værk. Og hvis det var skrevet af en anden komponist, kunne det sagtens passe. Men nu er det jo skrevet af Rossini, og det tonesprog, han bruger i Stabat mater er et helt andet end det, han bruger i operaerne. Så han ved godt, hvad han gør, og at dette ikke er en opera. Men det er et meget dramatisk værk – og ikke videre fromt i sit musikalske udtryk.

Rossini glædede sig oprigtigt over succesen med Stabat mater, men faldt hurtigt tilbage i sin gamle rolle som patient og tilskuer til livet. Omsider besluttede han sig i 1855 for at flytte tilbage til Paris i håb om, at de franske læger ville være bedre til at kurere ham end de italienske. Om det nu var lægerne eller byen, der gjorde det, så skete miraklet. Gradvist vendte han tilbage til livet og begyndte endda at komponere igen: sange, kammermusik, klaverstykker, som blev fremført ved de (også for de kulinariske indslag) berømte soiréer, han afholdt i sit hjem hver lørdag, og hvor  eliten af det kulturelle Paris passerede revy. Men han afslog at udgive eller opføre noget udenfor sin egen cirkel. Det var jo bare hans alderdomssynder.

Rossinis alderdomssynder kulminerede i hans sidste større værk : Petite messe solennelle (“lille højtidelig messe”), som hverken er lille, i hvert fald ikke hvad varighed angår, eller særlig højtidelig, men et muntert og charmerende værk med en for genren ret speciel – og lille - besætning: 4 solister og 8 andre stemmer, 2 klaverer og et harmonium. Den blev skrevet til indvielsen af et privat kapel i 1864 og tilpasset den begrænsede plads. Messen blev hurtigt så populær, at Rossini måtte skrive en ny udgave med orkesterledsagelse, men han brød sig ikke selv om denne og satte som betingelse, at den først måtte opføres efter hans død. Han havde nok ret i sin vurdering, og det er da også mest den oprindelige version, man hører i dag.

Rossini fik altså nogle gode år til sidst: en institution i Paris’ musikliv,  højt respekteret for, hvad han havde skabt for 40 år siden. Da han døde i 1868 blev han fulgt til graven af tusindvis af mennesker, og der blev holdt mindegudstjenester over hele Frankrig og Italien. Verdi tog initiativ til at hædre Rossini med et requiem, hvortil 13 af tidens mest prominente italienske komponister hver bidrog med en sats: Messa per Rossini. Det siger noget om Rossinis status som musikverdenens nestor.

Rossini blev stedt til hvile på Père Lachaise-kirkegården i Paris, men den grav, vi ser i dag, er tom. Efter Rossinis enkes død blev hans kiste nemlig flyttet til kirken Santa Croce i Firenze, som er gravkirke for mange berømte italienere.

Den tomme grav – men derfor kan man jo godt lægge en blomst!

Rossinis gravmæle på Père Lachaise-kirkegården

Lån Rossini: Stabat mater

Lån Rossini: Petite messe solennelle

Lån operaer af Rossini på cd

Lån operaer af Rossini på dvd

Lån andet af Rossini

Læs om Rossini

Ved årsskiftet er der tradition tid for at gøre status. Jeg har desværre ikke været så flittig på bloggen, som jeg burde i det forgangne år, så jeg vil benytte lejligheden til at slå flere fluer med ét smæk og skrive om nogle af de cd’er fra 2010, jeg har været mest glad for.

Årets udgivelser har været præget af flere store komponistmærkedage. Især  Chopin og Schumann, som begge fyldte 200 år, har kastet mange nyindspilninger af sig. Mindre blæst har der været om Mahler og Pergolesi, som ikke desto mindre fyldte henholdsvis 150 og 300 år.

Den af årets cd’er, jeg har spillet mest, er vist Nelson Freires indspilning af Chopins nocturner. Nelson Freire er en af de “gamle” pianister, og der har været stille om ham i en del år. Faktisk troede jeg slet ikke, han eksisterede mere, da han for et par år siden pludselig dukkede op i katalogerne med sin Debussy-cd. Der er noget meget intimt, næsten meditativt over Nelson Freires Chopin-spil,  milevidt fra det spektakulære, der ikke sjældent kendetegner tidens klaverløver, og det gør denne cd til noget helt specielt: Dette er Chopin, ikke Nelson Freire.

En ”anderledes”  Chopin-cd er også De l’enfance à la plénitude (“Fra barndom til fuld udfoldelse” – det lyder bedre på fransk end på dansk) med den franske pianist Anne Queffelec. Den er et lyd-panorama over Chopins liv, om ikke fra vugge til grav så dog fra 7-årsalderen, hvor han bl.a. komponerede fine små polonaiser, til hans alt for tidlige død. Det er morsomt at høre den lille Frédéric, før han blev den store Chopin, men det kunstneriske tyngdepunkt ligger naturligvis  i de modne værker, som cd’en indeholder et godt udvalg af.

Vi bliver ved klaveret. Mitsuko Uchida har i anledning af Schumanns 200 års fødselsdag indspillet hans klavercyklus Davidsbündlertänze.  Der Davidsbund  var et fantasiselskab, som Schumann opfandt i sin egenskab af musikkritiker. Gennem det bekæmpede han konservative kræfter i kulturlivet, og de fingerede medlemmer repræsenterede de modsatte træk i Schumanns egen natur, det stormfulde, lidenskabelige og det poetiske. Davidsbündlertänze  er således et velovervejet valg til en Schumann-mærkedag, og Uchida giver liv til begge karaktertræk.

Schubert er ikke til at komme udenom, når det gælder mine favoritter. Violinisten Julia Fischer har sammen med pianisten Martin Helmchen indspillet Schuberts værker for violin og klaver på 2 cd’er, hvoraf den sidste kom i 2010. Især holder jeg af sonatinerne. Disse uprætentiøse værker var oprindeligt tiltænkt amatører, og de er i al deres enkelhed en fornøjelse at lytte til.

Næste cd er også af Schubert, men af en noget alvorligere kaliber. Hans sangcyklus Winterreise handler om menneskets eksistentielle vilkår, om smerte, længsel og ulykkelig kærlighed og er et helt centralt værk i romantikken. Den er indspillet mange gange og er enhver liedsangers prøvesten, som kræver både livserfaring og psykologisk indsigt. Den nye indspilning med tenoren Werner Güra er efter min mening  en af de bedste siden Dietrich Fischer-Dieskau i 1965- skarpt forfulgt af Thomas Quasthoff. Jeg vil ikke undvære nogen af dem.

2010 bød også på en rigtig dejlig cd kaldet Love songs med sange fra den danske romantik, nærmere betegnet af Weyse, Heise og Lange-Müller, sunget af den lyriske tenor Mathias Hedegaard, som jeg uden at blinke tør kalde vor tids Aksel Schiøtz. Det er hele essensen af Danmarks Melodibog, der her passerer revy. Den rene nostalgiske fryd!

Den 150-årige Mahler må også med. Jeg har aldrig rigtigt haft tid og tålmodighed til at sætte mig så meget ind i ham, men hver gang, jeg hører Des Knaben Wunderhorn, beslutter jeg at gøre noget ved det. Mahler kan noget med lydmalerier, som hver gang fascinerer mig.  Den nye indspilning har stjernebesætning: Magdalena Kozená  og Christian Gerhaher med  Pierre Boulez på dirigentpodiet. Som bonus får vi den berømte adagio fra den 10. symfoni.

Pergolesi har jeg tidligere skrevet om her på bloggen, så jeg vil nøjes med at fortælle, at alle 3 cd’er i Claudio Abbados 300-års-fødselsdagsindspilninger med kirkemusik af af ham nu er udkommet. Det er dejligt, at Pergolesi omsider har indtaget den plads i pladekatalogerne, han fortjener. Der må gerne komme mere.

Den engelsk pianist Paul Lewis indspillede for få år siden alle Beethovens klaversonater – nogle af de bedste nyere indspilning, synes jeg. Nu har han kastet sig over klaverkoncerterne  sammen med dirigenten Jirí Belohlávek og BBC’s Symfoniorkester- alle 5 koncerter i et sæt. At lytte til Beethovens klaverkoncerter består meget af genkendelsens glæde, for man har hørt dem så tit. En ny indspilning må hverken være for kontroversiel (det støder øret) eller ligne alle de andre – for hvad skal man så med den? Paul Lewis indfrier alle forventninger og leverer en indspilning med både dynamik og krystalklare melodier. Den bliver svær at overgå.

St. Petersburg er titlen på en cd med London Conchord Ensemble. Den indeholder kammermusik af 4 russiske komponister fra 4 generationer. De har det til fælles, at de alle levede og virkede i St. Petersborg og hver især havde afgørende indflydelse på efterfølgerens musik. Musikken spænder over en periode på  ca. 150 år med Glinka som den ældste og Sjostakovitj som den yngste, og da der ydermere er kammermusik for forskellige besætninger, strygere såvel som blæsere, skulle der være noget for enhver smag.

Jazzsaxofonisten Jan Garbarek har tidligere indspillet 2 plader sammen med The Hilliard Ensemble: Officium og Mnemosyne. Dengang var det vokalværker fra middelalder og renæssance, sunget af de 4 mandsstemmer, der udgør Hilliard Ensemblet og ledsaget af moderne improvisation på saxofon. Nu er der kommet et nyt album, Officium novum, denne gang hovedsageligt med kirkemusik fra den russisk-ortodokse tradition og af nyere dato. Virkningen af saxofonen i denne forbindelse lader sig ikke beskrive i hverdagssprog. Hør den! Hør dem alle 3! 

På genhør i 2011, som uden tvivl også vil bringe spændende klassiske udgivelser. Netop det klassiske plademarked gør rygterne om cd’ens snarlige død til skamme. Det har det faktisk rigtig godt og har ligefrem noteret et stigende salg de sidste år. Så der er al mulig grund til optimisme.

Hvert år sine musikalske fødselsdagsbørn! Et af 2010′s første var Pergolesi, som 4. januar rundede 300 år. I den anledning udsender Deutsche Gramophon en cd-trilogi, hvor Claudio Abbado sammen med sit Orchestra Mozart og skiftende solister  præsenterer Pergolesi. Den første indeholder et af Pergolesis mest berømte og elskede værker : Stabat mater, og den er er netop nu klar til udlån på biblioteket.

Giovanni Battista Pergolesis liv var kort. Kun 26 år gammel blev han, og man ved meget lidt om hans liv. Så meget desto frodigere blev de legender, der voksede op omkring hans person : en gudernes yndling, som blev revet bort i utide. Og det har nok været for at imødekomme en stigende efterspørgsel, at hans værkfortegnelse indeholder flere uægte – eller i det mindste tvivlsomme – værker end ægte.

De romantiserende beretninger om Pergolesis liv, som florerede i i århundredet efter hans død, har til dels skygget for den kendsgerning, at Pergolesi faktisk var en af sin generations mest respekterede og nyskabende komponister. Han komponerede med lige stor succes i alle tidens genrer, men blev mest berømt for sine kirkelige værker og operaer. La serva padrona  (som egentlig er et intermezzo indlagt i en større opera), opføres stadig med jævne mellemrum og er en rigtig lille perle. Da Pergolesi døde, var der stadig mange gode år tilbage i Bach, hvis død i 1750 betragtes som afslutningen af barokken. Men Pergolesi bryder med barokkens musikalske sprog og bliver eksponent for den galante stil, en friere og lettere musik, som i barokkens sidste år trives sideløbende med denne og bliver en vigtig forudsætning for udviklingen af sonateformen.

Stabat mater er Pergolesis sidste værk, skrevet i hans sidste måneder, da han dødssyg af tuberkulose opholdt sig i franciskanerklosteret i Pozzuoli, hvor han ofte før havde søgt lindring for sin sygdom. Han vidste, at denne gang blev den sidste. Det middelalderlige digt om Jesu moder, som står ved korsets fod og ser sin søn dø, er sat i musik utallige gange både før og efter Pergolesi, men Pergolesis udgave har altid haft en helt speciel status. Der står ofte en særlig aura omkring “sidste værk”, “sidste ord”, men Pergolesis Stabat mater  er mere end dét. Det er også første gang i kirkemusikkens historie, at operaens udtryksformer får plads i et liturgisk værk. Det blev ikke sidste. Tænk blot på operakomponisten par excellence Rossini’s version 100 år senere! Her kammer det verdslige tonesprog næsten over.  Det er to af tidens store stjerner, Rachel Harnisch og Sara Mingardo, der synger henholdsvis sopran- og altpartiet, smukt og bevægende.

Bevægende er også cd’ens andet kirkelige værk, det melodiøse Salve regina. Julia Kleiters rene, klare – man fristes næsten til at sige jomfruelige – sopran er som skabt til Pergolesis hilsen til Jomfru Maria.

Sidste værk er Pergolesis eneste violinkoncert. Den er ikke så kendt, og måske med god grund, men spillet af en violinkapacitet som Giuliano Carmignola, bliver den alligevel høreværdig.

Læs mere om Pergolesi i Grove Music’s online-leksikon (gratis adgang for Albertslund-borgere med lånernummer og pinkode via bibliotekets hjemmeside)

Bestil cd’en her

Det siges, at nye koste fejer bedst. Det gælder utvivlsomt for koste, men med violiner er det en anden sag. Mens andre instrumentgrupper løbende har udviklet sig fra tidernes morgen til i dag, antog strygeinstrumenterne deres nuværende form allerede i 1500-tallet, og de violiner, der i dag er mest eftertragtede og knap nok kan købes for penge, er alle bygget for århundreder siden af en håndfuld legendariske violinbyggere i et lille område i Norditalien.

Mest berømt er Antonio Stradivari (mest kendt under den latinske form af navnet : Stradivarius), violinbygger fra Cremona og på højdepunktet af sin karriere omkring år 1700. Hans violiner regnes stadig for det ypperste, uovertrufne i toneskønhed og form. Samme sted og i samme periode  virkede violinbyggerfamilien Guarneri, hvis mest navnkundige medlem Giuseppe “del Gesú”  byggede violiner, der tåler sammenligning med Stradivarius´s, men har en lidt mørkere klang. Det er disse gamle violiner, de store violinister spiller på, men oftest kun til låns fra en eller anden velbeslået ejer, for det er ikke enhver beskåret at købe sådan en.

En af verdens største samlinger af gamle strygeinstrumenter ejes af David Fulton, tidligere vicepræsident i Microsoft, passioneret amatørviolinist og mæcen for musikere og musikorganisationer. På en ny cd præsenterer violinisten James Ehnes et udvalg af samlingen. På hvert instrument spiller han en melodi specielt udvalgt til at demonstrere den enkelte violins (eller bratch´s) særpræg og kvalitet. Til slut spiller han samme brudstykke af Max Bruchs Skotske fantasi på de forskellige instrumenter efter hinanden. Så kan man bedre sammenligne. Man kan også vælge at se programmet på den medfølgende dvd. Her fortæller James Ehnes i tilgift om hvert enkelt instrument, så man både kan høre om det, lytte til det og se det fra alle sider. Det er smukke instrumenter, der bærer deres alder med ynde.

Er man ikke specielt interesseret i sammenlignende violinstudier, kan man nøjes med at lytte til musikken, en række populære småstykker, som kan nydes helt uden tanke på musikhistoriske detaljer.

 Lån James Ehnes : Homage

Alle 60+-årige kender med garanti kongelig kammersanger Henry Skjær. Hans og Stefan Islandis indspilning af I templets lyse hal fra Bizets opera Perlefiskerne var et tilbagevendende indslag i søndagens ønskekoncert i 1950′erne. Jeg elskede, når den blev annonceret og slugte hver en tone den korte tid, den varede. Hvem, der var Skjær og hvem, der var Islandi, gik jeg ikke op i. Jeg syntes bare, den var SÅ go’!

Hvis man ikke synes, man har hørt andet med Henry Skjær, er det ikke helt forkert, for i løbet af sin karriere, som strakte sig over næsten et halvt århundrede, indspillede han kun 3 plader – 78′ere med 2 numre på hver. Derimod er han godt repræsenteret på den båndsamling fra Det Kongelige Teaters forestillinger, som diskofilen Knud Hegermann-Lindencrone optog fra 1948 til 1990, og derfor kan vi nu omsider – 18 år efter Henry Skjærs død som 92-årig – glæde os over en recital-cd.

Det var nu nærmest for at glæde mig over et genhør med I templets lyse hal i den rigtige indspilning, jeg satte cd’en på. Og den var da også lige, som den skulle være. Hvad jeg derimod ikke havde forventet var at høre en baryton af internationalt format. Selv i sammenligning med de koryfæer, vi er så forvænte med at høre nu om dage, at vi er blevet svære at stille tilfreds, holder han distancen. Men Henry Skjær blev i Danmark. Verden var mindre dengang.

Henry Skjær (1899-1991) studerede oprindelig statsvidenskab og var fra 1919-30 ansat som fuldmægtig i Østifternes Kreditforening. Samtidig studerede han sang på Musikkonservatoriet og Operaskolen og kunne i 1924 debutere på Det Kongelige Teater – uden dog at vække større opsigt, så han returnerede til sit skrivebord hos Østifterne og dyrkede sangen som bi-beskæftigelse. Men i 1930 kunne talentet bære, og han blev fastansat ved Det Kongelige Teater.

Her var italieneren Egisto Tango netop tiltrådt som kapelmester, og han så straks, at Henry Skjærs stemme var ideel til de store italienske barytonpartier. Så Skjær fik snart nok at gøre – ikke noget, der var enhver nyansat beskåret. I hurtig rækkefølge fejrede han triumfer i en række Verdi- og Pucciniroller foruden i teatrets andre opsætninger : Mozart, Wagner, Gershwin, Bizet … Stemmepragten beholdt han langt op i årene. Først i 1973 gik han på pension.

Henry Skjær var elsket både for sin varme, fuldtonede baryton og sin evne til at tegne psykologiske portrætter af de roller, han fremstillede – ofte komplicerede og/eller ikke videre sympatiske mandschauvinister: Scarpia i Tosca, greven i Figaros bryllup, Pizzaro i Fidelio. Denne evne til at give personerne liv gav ham også en plads på det hvide lærred. Han har medvirket i 7 spillefilm. F.eks. spillede han lægen i Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks skuespil Ordet og rektor i Der var engang en krig.

Optagelserne på cd’en stammer fra årene 1942-60 og som nævnt hovedsageligt fra opførelser på teatret. Dette taget i betragtning er lydkvaliteten for det meste forbavsende god. I tilgift får vi en række af tidens andre kongelige stjerner at høre. Hegermann-Lindencrones optagelser er uvurderlige musik- og teaterhistoriske dokumenter.

Lån Henry Skjær – kongelig kammersanger

Se alle Albertslund Biblioteks optagelser fra Hegermann-Lindencrones Båndarkiv

Det var med spænding, men ikke uden bange anelser, jeg satte den nye cd med Simón Bolívar-Ungdomsorkestret fra Venezuela på afspilleren. Jeg havde hørt om, men aldrig hørt disse børn og unge, hentet direkte fra gaden og forsynet med et instrument og et orkester, og for mit indre øre lød allerede mindelser om min barndoms skoleorkester, som med skingre blokfløjter og hvinende violiner stred sig gennem de musikalske indslag ved jule- og sommerafslutningerne.

Men jeg blev hurtigt klar over, at dette var i en ganske anden kategori og noget helt exceptionelt : for hvor er de dygtige, disse 100 unge musikere, alle under 25 år, og deres ikke meget ældre dirigent Gustavo Dudamel. I et par år har de været “i stald” hos Deutsche Grammophon, og man må sige: de er ikke bange af sig. De har tidligere bl.a. indspillet symfonier af Mahler og Beethoven, og denne gang har de givet dig i kast med Tjajkovskijs 5. symfoni og Francesca da Rimini – alle hyppigt indspillede værker, som den etablerede musikverden har sin mening om, hvordan man bør spille. Men runden som de er af en helt anden musikkultur end den vesteuropæiske, er de unge venezuelanere ikke tynget af, hvordan man “plejer” at spille disse værker. De går på med krum hals og ren, uforfalsket musikglæde, og man lytter i forbløffelse over, hvad der dog kan lade sig gøre og med en følelse af at høre disse gammelkendte toner for første gang.

Simón Bolívar-Ungdomsorkestret er en del af det venezuelanske musikuddannelsesprogram, populært kaldet El Sistema, der i 1975 blev grundlagt af økonomen, musikeren og ikke mindst idealisten José Antonio Abreu. Hans filosofi er, at alle, uanset social status og økonomisk formåen skal have ret til at dyrke musik. Derfor tilbydes alle børn et instrument, undervisning og en plads i et orkester. Men i et land som Venezuela, hvor en stor del af befolkningen lever i ekstrem fattigdom, er det sociale aspekt af projektet lige så vigtigt. 90% af børnene kommer fra samfundets mest sårbare og udsatte grupper, mange af dem er nærmest forudbestemt til en kriminel løbebane. I orkestret får de et nyt fællesskab, ny tro på sig selv, nye mål, nye drømme. For Abreu genspejler orkestrets verden det ideelle samfund, og jo tidligere et barn indrulleres i den, desto bedre. Nogle har endnu ikke sluppet sutten, når de starter!

I dag omfatter El Sistema 70 børne- og 150 ungdomsorkestre over hele landet med ialt 300.000 børn og unge. (Det skal retfærdigvis lige nævnes, at der er omkring 15 millioner børn og unge under 18 år i Venezuela, men 300.000 børn fylder immervæk en del). Uddannelsen er intensiv : 4 timers undervisning og orkesterspil 6 dage om ugen. Men det går for sig med liv og lyst. De ved, hvad det gælder. De dygtigste kommer til at spille i Símon Bólivar-Ungdomsorkestret, som er organisationens flagskib, men mange af de andre orkestre spiller også på helt professionelt plan.

Mange elever fra El Sistema ender som musiklærere eller professionelle musikere. Dirigenten Gustavo Dudamel har selv trådt sine barnesko i El Sistema og er netop tiltrådt som chefdirigent for Los Angeles Filharmonikerne. Men selv de, der ikke når så vidt, har fået en ballast, som hæver dem op over håbløsheden.

Læs mere om El Sistema på deres hjemmeside og se klip på YouTube.

Lån Tjajkovskijs 5. symfoni med Símon Bólivar-Ungdomsorkestret.

Der er ikke noget, der som musik kan bringe minder op til overfladen : man hører en stump af en melodi, og straks er man tilbage i en eller anden situation, hvor man hørte lige netop dén. Man ved nøjagtigt, hvad man følte, hvad der blev sagt, hvad man havde på … Oplevelsen kan være så livagtig, at den for en kort stund næsten bliver mere virkelig end nutiden. Musikken rører ved noget meget basalt i vores sind. Det ufødte barn hører den musik, man spiller for det og genkender den efter fødslen. Demente får liv i øjnene, når de hører musik fra ungdommen, og de kan ofte synge med, selv om de ellers har mistet sproget. Musikken er så at sige det første og det sidste i vort liv.

Jo ældre man bliver, jo mere nostalgisk tror jeg, man bliver, og sangere og musikere er ingen undtagelse, uanset genre. I den klassiske afdeling har vi f.eks. Roberto Alagna, som har udgivet flere cd’er med sin families yndlingssange. Itzak Perlman har indspillet sin barndoms violinkoncerter, og det er snart mere reglen end undtagelsen, at operasangere tager et frikvarter med deres hjemstavns folkelige toner.

Nu har to af tidens store divaer omtrent samtidig indspillet et “mindealbum” : Anna Netrebko Souvenirs og Magdalena Kozená Songs my mother taught me.

Anna Netrebkos album er ikke uventet det mest spektakulære. Nogle af minderne bliver vi delagtiggjort i: En sang fra den første gang, hun som barn var i teatret. Den første sang, hun “fik for”, da hun begyndte sin sangundervisning … Andre minder holder hun for sig selv, og det skal hun have lov til. Indrømmet, det er ikke en cd, der skriver musikhistorie, men når det drejer sig om Anna Netrebko, kan mindre sagtens gøre det. Det er fint nok bare at slå ørerne ud og nyde denne blandede buket i forskellige genrer, der udgør Netrebkos minder.

Den tjekkiske mezzosopran Magdalena Kozenás cd er opkaldt efter Dvoraks Sange min moder lærte mig , og det er lige netop det, cd’en drejer sig om. Der er – fortæller hun i den tilhørende booklet – i Tjekkiet en stærk tradition for at synge for børn. Det er vigtigt for familien, at det fælles arvegods, som sangene er, bliver givet videre til børnene. Og Magdalena Kozenás mor kunne mange sange!

På cd’en kan vi høre sange af en lang række tjekkiske komponister, enten arrangementer af eller inspireret af folkesange. Flere af komponisterne er gamle kendinge: Dvorak, Janácek, Martinu f.eks., men repertoiret er nyt for vestlige ører. For mens den tjekkiske instrumentalmusik ofte både opføres og indspilles i vesten, ser det straks værre ud for vokalmusikkens vedkommende. Uden tvivl er sproget en barriere. Det er ikke enhver sanger givet at kunne synge på tjekkisk, men heldigvis har vi nu fået Magdalana Kozená. Sangene er enkle, som folkesange i reglen er, og mange af dem er så smukke, at man bare må høre dem igen og igen. Magdalena Kozená synger tydeligvis disse sange med hjertet. Når man kan gøre det så smukt, kan man godt tillade sig at være nostalgisk.

Lån Anna Netrebko: Souvenirs

Lån Magdalena Kozená: Songs my mother taught me