Albertslund Bibliotek

Filminstruktøren Anne Wivel påbegyndte i 2007 en dokumentarfilm om ægtemanden Svend Auken. I filmen beretter Svend Auken om sin politiske vision og man følger ham både offentligt og privat.

Jeg så filmen ved en slags verdenspremiere på Odense Filmfestival, hvor Anne Wivel præsenterede filmen og kort fortalte om dens tilblivelse. Jeg havde derfor ingen forventninger til filmen, men efterhånden som historien skred frem, blev jeg meget grebet af personen Svend Auken, og kom til at tænke på, hvorfor vi ikke har den slags politikere længere,- en person, der virkelig brænder for hvad han gør og tror på, at han kan gøre en forskel. I Svend Aukens tilfælde var det miljøet, og man følger ham til møder i ind- og udland, hvor han taler miljøets sag, og man tror på, at hvis han havde fået lov, så havde den danske indsats på miljøområdet set helt anderledes ud i dag.

Da filmen var færdig, tænkte jeg, at hvis Svend Auken havde levet i dag, ville jeg have stemt på ham ved folketingsvalget den 15. september.

Sideløbende med det politiske engagement følger man hans sygdomsforløb, fra han i 2007 får konstateret prostatakræft til han dør af sygdommen i 2009. Her synes jeg, filmen kommer godt rundt om privatpersonen … uden at det bliver sentimentalt.

Jeg kan kun opfordre til, at man ser filmen - enten i biografen eller senere når den forhåbentlig bliver tilbudt biblioteket til udlån, eller bliver tilgængelig på filmstriben.dk Indtil da kan man underholde sig med bibliotekets bøger om Svend Auken: Det, Svend mener, er af Hans Mortensen og Svend - en biografi af Mikael Børsting og Andreas Karker.

At Svend Auken ikke kun var værdsat i Danmark kan man for eksempel se på YouTube, hvor senator Steny Hoyer holder en mindetal for Svend Auken i USAs kongres. Se mindetalen her

CI, 22. september 2011

Hvem elsker ikke eventyret om kejserens nye klæder? Her i sommervarmen er eventyret kommet mig i erindring flere gange. Jeg tænkte bl.a. på det, da jeg i juni læste Mik Schacks morsomme og skarpe indlæg i Dagbladet Politiken (4. juni 2011) om det nye nordiske køkken, hvor man får serveret pisket mælkeskum på mos og jord, og hvor portionerne i visse tilfælde er så små at man må forbi pølsevognen for at blive mæt. Og folk siger: ”Er det ikke fantastisk?” Indrømmet: jeg har endnu ikke selv haft fornøjelsen, jeg er sikkert også for nærig – og så gider jeg ikke bestille bord et halvt år i forvejen.

På bog fronten synes jeg også, at der er gået lidt kejserens nye klæder i den, når anmelderne er ved at falde over hinanden for at være den, der er mest begejstret for Helle Helles nyeste roman ”Dette burde skrives i nutid” og omtaler den som det ypperste, der blev skrevet i sidste sæson. OK – det er da en underholdende, lille bagatel, som let er læst på en togtur til Jylland. Men ærlig talt: Ligner den ikke de foregående titler lidt for meget?
Lone Hørslevs Sorg og camping har også fået anmelderne frem i skoene. Og selv om der er lidt mere gods i denne bog, kan det godt undre mig lidt, at den får så fremragende anmeldelser.
Det er bøger, man bare må læse! Det minder mig lidt om dengang i 1977, hvor vi spurgte hinanden, om vi havde fået læst Herdis Møllehaves Le. Ikke om vi havde tænkt os at læse den. For det var da en selvfølge!
Jeg synes, det er fint med minimalistiske bøger ind imellem, men hvorfor må bøger nu ikke mere have et fremadskridende, episk forløb eller en gang gedigen spænding for at få gode anmeldelser?
Og skulle jeg anbefale et par forfattere, som ikke har tiltrukket sig helt så megen opmærksomhed og helt så flotte anmeldelser, kunne det være Trisse Gejl, Hanne Richardt Beck og Dy Plambeck. Sidstnævnte skriver faktisk også minimalistisk!
Men der er heldigvis meget at vælge imellem på hylderne, så der skulle være noget for enhver smag!

Anne Klara Bæhr, Voksenafdelingen, august 2011

DANSKE SOCIALISTISKE FORFATTERE

HANS SCHERFIG: IDEALISTER & FRYDENHOLD
Dette er ikke de to mest kendte bøger af Scherfig, men absolut morsomme og en fin beskrivelse af 30′erne og 40′erne.

HARALD HERDAL: MAN SKAL JO LEVE; LØG og LÆREAAR
Jeg synes bedst om Læreaar

KNUTH BECKER: DET DAGLIGE BRØD (serie i fem dele)
Kai Gøtsches barndom omkring år 1900 i en nordjysk forstad, hvor familien kæmper for eksistensen, og han stadig render panden imod omgivelserne, der ikke forstår drengens fantasi.

H.C. BRANNER: LEGETØJ
Det fortælles at H.C. Branner var meget inspireret af Martin Andersen Nexø, som skrev kollektivromaner, så det er hvad Legetøj er. En kollektiv om et handelshus, legetøjsmagasin, fra kælder til kvist, med de skæbner der nu er der.

JACOB BECH NYGAARD: GUDS BLINDE ØJE & DU BLEV TRÆL

AMERIKANSK SOCIALREALISME

JOHN DOS PASSOS: DEN 42. BREDDEGRAD

SINCLAIR LEWIS: BABBITT
En amerikanske klassisker, som førte til at Sinclair Lewis fik Nobelprisen sidst i tyverne. Hans beskrivelse af den holdningsløse middelklasse, gælder såmænd i dag. Et mesterværk som man bør læse. De første 50-60 sider bliver man helt stakåndet af.

NORGE

NORDAHL GRIEG: UNG MÅ VERDEN ENDNU VÆRE
En problematisk hyldest til Sovjetkommunismen i 1930′erne, med Moskvaprocesser og alt det der, og alligevel aftvang Sovjet respekt og håb om en bedre fremtid.

SIGURD HOEL: MØDET VED MILEPÆLEN
Sigurd Hoel var som forfatter repræsentant for en frisindet måske salonsocialistisk linie, næsten som Poul Henningsen herhjemme. Kendt fra sidst i 20′erne er hans Syndere i sommersol, som er ungdommelig frisindet, men frisindet har sin pris.
Jeg mener, at hans værk Mødet ved milepælen er stedet, hvor vi første gang hørte, at alt ikke var så klart i Norge. De såkaldte “norske tilstande” var nok så meget inficeret af koloboratører. At Hoel så også har noget for husarerne må man tage med. (I 2010 udkom det et historisk værk hvor et sæt norske og danske historikere sammenligner forholdene i Norge og Danmark under krigen. Som altid er historien mere grumset end myterne. Bogen hedder Danske tlstande, norske tilstande).
Hoels bog kan stadig læses med udbytte.

DAG SOLSTAD (skal læses på norsk): Fx GYMNASIELÆRER PEDERSENS BERETNING OM DEN STORE POLITISKE VÆKKELSE SOM HAR HJEMSØGT VORT LAND; BRUDGOM; PROFESSOR ANDERSENS NAT og 17. ROMAN

SVERIGE

PER OLUF ENQUIST: LEGIONÆRERNE & MUSIKANTERNES UDTOG

FINLAND

VÄINÖ LINNA: DEN UKENDTE SOLDAT og trilogien FINDALDIA; SØNNER AF ET FOLK & OPRØR
ANDEN NYTTIG LITTERATUR FOR SOCIALISTER

Socialister kan selvfølgelig læse mange andre bøger som er skrevet af gode borgerlige forfattere. Fx en lang række historiske værker. Jeg vil her pege på et par aktuelle bøger af den tyske forfatter Victor Klemperer (1881-1960). Klemperer var sprogvidenskabsmand (filolog, jøde og professor ved Den Tekniske Højskole i Dresden i 1933). Der var i 1933 omkring 1000 jøder i Dresden, efter krigen kun 20. Klemperer besluttede lige fra den første dag da Hitler tog magten i 1933, at skrive dagbog. Samtidig skrev han noter om vazisternes sprogbrug, således som det udviklede sig fra 1933-1945.
LTI, DET TREDJE RIGES SPROG afslører propagandaens sprog i Hitlers Tyskland, men sætter tanker igang når man se begreber som borgerservice, sammenhængskraft, globalisering osv.
DAGBØGER, er et politisk, socialt, menneskeligt mesterværk. Bag de daglige små stramninger mod jøderne kan man næsten høre hvorledes nutidige politikere strammer til dag for dag. Ikke at jeg vil sammenligne nazismens forbryderiske regime med nutidens politiske udtalelser, men alligevel er det lige som om man genkender den menneskelige ondskab bar urimelige og faktisk ligegyldige regler og stramninger. Man gemmer sig bag de daglige nålestik, men afslører ikke sine endegyldige politiske ønsker.

BEMÆRK!
Dette indlæg er fra en af bibliotekets lånere. Biblioteket har hverken bearbejdet eller redigeret tekst og indhold.

DE STORE INTERNATIONALE ANTI-KRIGSBØGER

ERICH MARIA REMARQUE:INTET NYT FRA VESTFRONTEN
Bogen blev første gang udgivet i 1929 i Tyskland og er senere filmatiseret flere gange (1930 og 1979). Bogen blev, blandt andet, brændt under bogbrændingen ved Berlins Universitet 10. maj 1933. Denne bog var hadeobjekt nr.1 for Hitler og hans nazister, så bedre anbefaling kan man vel ikke give den.

ERNEST HEMINGWAY: HVEM RINGER KLOKKERNE FOR
“Ethvert menneskes død river noget fra mig: thi jeg er ét med den ganske menneskehed; så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for - de ringer for dig.” Dette John Donne-citat indleder romanen, og forklarer romanens ide og titel. I dag vil en velorienteret venstreorienteret nok sige at visse dele er stalinistisk. Et sted taler man om de ærlige oprørere der slår fascister ihjel, medens de andre med deres rød-sorte halstørklude bare drikker sig fulde og råber LIBERTAD. Hemingway siger, at man i den sidste ende må støtte de kommunister som velorganiseret viser disciplin og lader sig lede af de revolutionære russiske generaler.
Er man mere til det romantiske, så skal man se filmen, hvor Gary Cooper og Ingrid Bergman spillede sammen. En charmerende romantisk film, men dog med den alvorlige historie om hvorfor der blev revolution og borgerkrig i Spanien, samt historien om, at ikke så få amerikanere deltog i den berømte Abraham Lincoln-brigade. Læs bogen og se filmen hvor det er muligt.

ARTURO BAREA: SMEDJEN; DEN BLODIGE VEJ; OPRØRET
Arturo Barea, 1897-1957, spansk forfatter. I hovedværket, den selvbiografiske romantrilogi La forja de un rebelde (1941-44, da. 1946-47), fortæller han i første bind, La forja (Smedjen), om sin opvækst i Madrid og om livet blandt arbejderne fra omkring år 1900-20. Andet bind, La ruta (Den blodige vej), er en kritisk fortælling om hans oplevelser som soldat i Marokkokrigen, bl.a. mødet med Franco og andre af borgerkrigens generaler. Sidste bind, La Llama (Oprøret), omhandler republikken og borgerkrigen og er en slags øjenvidneskildring fra MAdrid, hvor han censurerede krigskorrespondenternes artikler. Barea, der måtte gå i eksil i England, har desuden skrevet essays om Garcia Lorca El poeta y su pueblo (1945, da. Lorca. Digteren og hans folk, 1947) og en roman La raiz rota (1953) om at vende hjem fra eksilet. Selv oplevede han ikke at se Spanien igen. Den spanske krig i Marokko, kan sammenlignes med Vietnamkrigens virkning i USA. Man skal en gang i livet læse disse tre bøger.

RAMON J. SENDER: SYV BLODRØDE SØNDAGE
En mere sjælden bog som har sin rod i og beskriver de anarkosyndikalistiske grupperinger i og omkring Barcelona. Bogen udkom på dansk i 1935. Anarkosyndikalisterne er dem med de sort-røde halsklude som Hemingway skrev om.

HANS MAGNUS ENZENBERGER: ANARKIETS KORTE SOMMER
En lille bog som alle jeg kender der har læst den varmt anbefaler.

B. TRAVEN: DE HÆNGTES REVOLUTION
B. Traven er en tysk forfatter der måtte flygte fra Sydamerika efter oprøret 1918-20. Denne bog blev anbefalet varmt af Anker Jørgensen, og bøger som han har anbefalet, bør man absolut læse. Beskriver kolonialismen i Latinamerika.

SOVJETISK/STALINISTISK PROPAGANDA

NICOLAI OSTROVSKY:STÅLET BLEV HÆRDET
Pligtlæsning for medlemmer af DKU i 1950′erne.

ILJA EHRENBURG: SKABELSENS ANDEN DAG
Skabelsens første dag stod Gud for, for anden dagen stod Stalin. En hyldest til højovne i Sibirien, 5-årsplaner. Det kan næppe gøres bedre.

DEN STØRSTE RUSSISKE KLASSIKER

ALEKSANDER SOLSJENITSYN: EN DAG I IVAN DENISOVITJS’ LIV
Krustsjov havde lagt op til et opgør med Stalin på SUKP’s 20. kongres. Han fik læst denne lille roman højt af sin svigersøn (som tilfældigvis var chefredaktør på partiavisen PRAVDA) og sagde, den burde alle medlemmerne af det Øverste Sovjet læse (ca. 2000). Til næste møde i Kreml mødte de alle op med en lille smuk indbundet lyseblå bog under armen. Tydeligt så man kunne se de havde læst den. Når alle i det daværende Øverste Sovjet har læst den og rost den til skyerne (altså dengang) så må du også læse den. Romanen beskrev en sædvanlig dag i en Gulag-lejr, og de to sidste afsnit lyder: Der var gået en dag ikke formørket af noget som helst, næsten lykkelig. I hans straffetid var der tre tusind seks hundrede og treoghalvtreds dage som den i dag, fra første til sidste gang skinnen* kimede. De tre dage mere havde skudårene givet.
(* Morgen og aften blev der slået på en stump jernbaneskinne som inddelte lejrens døgnrytme)

ALEKSANDER SOLSJENITSYN: AUGUST 14.
Med dette værk viste Solsjenitsyn at han var en arvtager til Tolstoy, så har man læst August 14, skal man læse Tolstoys “Krig og Fred”, og omvendt.

ALEKSANDER SOLSJENITSYN: I DEN FØRSTE KREDS
Denne roman beskriver livet i et specialfængsel, hvor en flok ingeniører og sprogforskere er sat til at konstruere en telefonteknik, så Stalin kan tale hemmeligt med sine forbindelser. Her forekommer det berømte citat: Kun i fængslet i Sovjet er man fri.

Fortsættelse følger: Danske socialistiske forfattere

BEMÆRK!
Dette indlæg er fra en af bibliotekets lånere. Biblioteket har hverken bearbejdet eller redigeret tekst og indhold.

Der bliver skrevet rigtig mange biografier i disse år - foruden kogebøger og krimier. Engang var en biografi noget, man skrev, når man i sit otium så tilbage på et langt, betydningsfuldt liv - måske som politiker eller embedsmand. Eller det var noget, som en anden skrev efter personens død, så alle dyder kunne blive opregnet. Nu skriver stort set alle, der har haft en barndom og bare er lidt berømte deres erindringer - personer som fx Sidney Lee og Medina - mens de stadig er kendte. Der kommer også mange romaner med biografiske træk. Tænk på Knud Romer, Erling Jepsen, Jane Åmund og alle de andre.  Man kan se en fortegnelse over erindringsromaner her på Litteratursiden.dk

Der kommer som sagt mange biografier. Nok også for mange. Men man behøver trods alt ikke befinde sig på gravens rand eller være død for at være interessant! Det er fint og det er forfriskende, at mange vælger at skrive midt i livet.

Ind mellem læsningen af romanerne, kan det være forfriskende at snuppe en erindringsbog, da erindringer er fine at læse i bidder (man kan også få nok af jeg og jeg og jeg). Man kan også vælge at lytte til erindringerne. Mange af de nyere titler findes på www.netlydbog.dk eller på cd eller mp3.

Der er, som nævnt, mange forskellige mennesker, der udgiver erindringer: politikere, embedsmænd som politifolk og præster/biskopper, skuespillere, sportsstjerner, forfattere, og kendisser i det hele taget.  Og så de ganske almindelige mennesker, der har haft en grum skæbne. Mange af sidstnævnte er samlet i den serie, der hedder Virkelighedens verden. Det er som regel bøger om personer, det er synd for! De fleste er “oversøiske”. Serien er placeret sidst i gruppe 99.4.

Og så kommer der også mange samtalebøger og mailkorrespondancebøger i disse år.

Hvis et menneske har noget på hjertet, er det er god oplevelse at læse om personen. Så gå på opdagelse i 99.4. Jeg vil ikke her fremhæve nogle på bekostning af andre!

Af Anne Klara Bæhr, bibliotekar i voksenafdelingen (9. maj 2011)